143
som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begaa denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte herpaa, des urimeligere forekom det mig. Det maatte være et Anfald af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde faaet Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de sidste Timer, jeg leved.
Og atter vandred jeg ud i Byen.
Jeg slog mig paany ned paa en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet paa Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik.
Jeg fik sidde ogsaa denne Time ud; det var lidt Iysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt
