141
ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod hos mig, halve indre Raab om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .
Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.
Jeg banked paa og traadte ind i den store fremmede Sal, for første Gang; Bjælden paa Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller sig foran Disken.
»Aa, laan mig en halv Krones Penge paa mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal løse dem ind om et Par Dage, sikkert.«
»Hvad? Nej, det er jo Staalbriller?«
»Ja.«
»Nej, det kan jeg ikke.«
»Aa, nej, De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg ogsaa. Nej, jeg har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget
