140
var i Øjeblikket klar. Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu haabed paa en mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde jeg lægge paa det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .
Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vaagen. Blodet steg mig til Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og begynder at gaa, Livet rører sig paany i alle mine Fibrer, og jeg gentager Gang paa Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg gaar hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og staar om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.
Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, gaar jeg bort til Sengen og
