132
»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: »Jeg maa tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde – Meddelelser fra Stiftsgaarden.«
»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«
»Til Dem?« sagde jeg og maalte Saksen lidt med Øjnene.
Det hjalp. Han fulgte straks med og aabned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked paa, og traadte ind i Redaktørens Privatkontor.
»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«
Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Graaden og sagde:
»Jeg beder Dem undskylde . . . .«
»Sæt Dem ned,« gentog han.
Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var mig magtpaaliggende at faa ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig saadan Flid med den, den havde kostet mig saa megen Anstrængelse.
»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, De skriver; men De er saa altfor heftig. Naar
