130
Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg ogsaa være saa uforsigtig . . . .
Jeg faar fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og gaar, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire paa Vor Frelsers Ur.
Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser raadvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenaal ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op. Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg faa for dem? Det vilde maaske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem saa godt som nye. Det var en heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe dem hen i Kælderen. Haabet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhaand med mig, og
