129
pent Navn, jeg skulde ikke glemme det. Altsaa imorgen . . . .
Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord, og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro mig. Endnu engang raabte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent blot et Øjeblik . . . .
Og jeg havde ingen Vest.
Hvor kunde jeg ogsaa lede efter den! Der var gaaet Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der ogsaa af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg maatte lade hende gaa. Folk stimled sammen om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, hvad der er paafærde.
»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke at staa og le ad. Jeg kunde bare gaa hjem og tage en anden paa.«
»Ingen Opstyr paa Gaden!« siger Konstablen. »Saah, marsch!« Og han puffer mig afsted. »Er dette Demses Papirer?« raabte han efter mig.
