128
henne, gjorde mig end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage paa Bænken, klynkende, nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker paa, naar man sulter! Jeg føler mig optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer saa tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende ind over lyse Zoner . . . .
»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare en Øre!«
»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Taalsomhed var mig for stor; havde hun skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg raabte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, maaske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et
