125
»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »saa faar han dem, naar han kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«
Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt paa aaben Gade, idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne: Du er Fan ta mig en Noksagt!
Jeg gik saa noget Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved paaskakke og spørger med sød, fromladen Stemme: Har du ogsaa henvendt dig til ham, mit Barn?
Det lød ikke rigtigt.
Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du ogsaa anraabt Ham, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej!
Det lød heller ikke rigtigt.
Du kan jo ikke hykle, din Nar! Ja, skal du sige, ja, jeg har anraabt min Gud Fader! og du skal faa til den ynkeligste Melodi paa dine Ord, som du nogensinde har hørt. Saa, op igjen! Ja, det var bedre. Men du maa sukke, sukke som en krampesyg Hest. Saa!
