116
»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«
Og jeg gik.
En Billet, en Billet ogsaa til mig! Jeg har ikke spist paa over tre lange Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var; man vilde arrestere mig for falske Foregivender. – Med løftet Hoved, med millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af Raadstuen.
Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken paa Youngstorvet var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper paa Lommen og føler efter mit Manuskript; naar Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at træffe Redaktøren. Jeg staar en Stund paa Ballustraden og iagttager Livet nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig smaa fine Stik, som smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg
