105
»Og saa slukkes den?«
»Saa slukkes den.«
Jeg satte mig paa Sengen og hørte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse Celle saa venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en saadan koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende paa Sengen med Hatten i Haanden og med Øjnene heftet paa Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager? Og saa »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med »Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgaarden i Galla til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog paa nogle tusind Kroner hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .
Saa slukner pludseligt Gassen, saa forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Haand, ikke de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet
