104
Vagthavende gjorde et Ryk paa sig, før han skrev, og stor som en husvild Statsraad stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende kunde nok saa godt forstaa, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en Journalist paa Raadstuen, uden Tag over Hovedet!
»Ved hvilket Blad – Hr. Tangen?«
»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude iaften . . . .«
»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Naar Ungdommen er ude . . . . vi forstaar . . . .« Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!«
Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet »Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen gnissed i Laasen, mindedes jeg ved Lyden derom.
»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.
