101
slog mig for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate Benævnelser, kostelige raa Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.
Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gaard, hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpaa; Porten er stængt om Natten, og ingen, ingen kan lukke den op – hvorfor skulde jeg saa ikke tabe mine Nøgler? Jeg er vaad som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt latterligt træt i Knæerne – hvorfor skulde jeg saa ikke tabe dem? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, naar jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed.
Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpaa; men Porten kunde jeg ikke aabne, og jeg kunde
