bredet ham. En Dag, efter at Ridderen var helbredet, talte Fruen meget med ham og var meget adspredt; men Ridderen betragtede hende og saa, at hun var adspredt; da sagde han til hende: „min Frue, hvad grunder du paa med saa megen Opmærksomhed? sig mig det“. — „Elskede“, sagde hun, „jeg tænker med Graad paa din Kjærlighed og dine Kammeraters Fald, og jeg vil lade gjöre en Strengleg om eder fire Kampfæller, som jeg elskede, og den skal hede den firfoldige Sorg“. Straks Ridderen havde hört dette, svarede han fluks: „lad gjöre, Frue, en ny Strengleg, som skal kaldes den sorgfulde; ti den, som jeg elsker over alt i Verden, ser jeg ofte komme til mig, og hun taler med mig tidlig og silde, men jeg kan ingen Tröst faa af hende; derfor skal Strenglegen hede den sorgfulde og elendige“. — „Jeg ser, min Tro, gjærne“, svarede hun, „at denne Strengleg kaldes saa“.
Denne Saga var det Ophav og Emne, hvoraf Strenglegen blev gjort og kaldt Chetovel paa vælsk, den elendige paa norsk. Om denne læste jeg ikke mere, og jeg vil paa ingen Maade lægge noget til eller fortælle eder en ny Lögn.
