sin Dumstristighed, ti de tre bleve dræbte og den fjerde fik Ulivssaar igjennem Laaret, og ligeledes blev han saaret midt paa Legemet og gjennemboret, saa at Vaabenet kom ud igjennem hans Ryg. Men de, som havde saaret dem, lagde deres Skjolde paa Volden ved Siden af dem; alle harmedes over deres Fald og Död, ti de, som saarede dem, vidste ikke, hvad for Folk de vare, og havde ingenlunde dræbt dem med Vidende og Vilje. Der befandt sig over to hundrede Mænd; paa Grund af den Sorg og Harm, som de alle fölte over slige Hövdinges Fald, der vare saa gjæve og raske og vennesæle, at hver Mand holdt af dem og hædrede dem med alskens Tjeneste, toge de straks sine Hjælme af Hovedet og sönderreve sit Haar; siden lode de deres Lig bære ind i Staden.
Da den fornemme Frue havde spurgt denne Tildragelse, faldt hun straks som död til Jorden; da hun kom til sig selv igjen, klagede hun over hver af dem især. „Jeg elendige!“ sagde hun, „hvad skal jeg nu gjöre? aldrig faar jeg Tröst i dette Liv; jeg elskede disse fire Riddere og vilde gjærne have hvem som helst af dem til Ægtemand; de havde alle Overflod af gode Egenskaber, og disse fortræffelige Mænd elskede mig over alt i Verden. Nu véd jeg ikke, hvem jeg bör sörge mest over; derfor vil jeg nu ikke længer skjule eller dölge mit Sindelag, nu da jeg ser de tre af mine Elskere döde, men den fjerde dödelig saaret; dem, som i Dag bleve begravne, viste Gud en stor og mild Miskundhed“. Da sendte hin mægtige Frue Bud efter de dueligste Læger, hun vidste, og overgav Ridderen til deres Pleje, og da laa han i hendes Sovekammer, alt indtil Lægen havde hel-
