vaagnede hans Elskerindes Söster og raabte med höj Röst: „Hjælp! Hjælp“!
Straks klædte alle Hirdfolkene i Hallen sig paa som snarest og löb til sine Vaaben; men Möen i Sovekamret, lukkede öjeblikkelig Dören op, tog Ridderen ved Haanden, ledte ham ud og mælte: „Herre“, sagde hun, „nu yder jeg dig den Tjeneste, som jeg lovede dig i Skoven; hvis du blev greben i dette Sovehus, da forsikrer jeg dig, at du straks blev dræbt, og saa vilde min Frue vredes meget paa mig og aldrig siden være mig huld. Men, for din Belevenheds Skyld! sörg du for, at jeg ikke mister Fordelen af min Tjeneste; hvis det nogensinde skulde bære saa til, at du kom i Lejlighed at mindes mig, da for Guds Skyld! glem mig ikke“. — „Min kjære“, sagde han, „frygt ikke for, at jeg jo skal bede for dig, hvis jeg nogensinde faar Lejlighed til at kunne yde dig Hjælp“. Og hun fulgte ham, indtil han kom tilbage til Dvergen, og sagde da til denne med vrede Ord: „du ondskabsfulde og usle Dverg! hvorfor vilde du svige denne herlige Mand?“ Og hun slog Dvergen med sin Haand for Brystet og sagde: „fly bort med ham saa fort, du kan“. Da fore de med stor Hast tilbage til Ilden, hvor de havde holdt Maaltid, og Desiré kjendte, at han var meget saaret, og hældede sig paa den ene Side; han mærkede nu, at Dvergen spottede ham og nær havde bragt ham i Ulykke. Aldrig saa snart saa han Dagen og Dagslyset, förend han lagde Sadlen paa sin Hest, gjorde den fast og steg op paa dens Ryg, og stævnede saa tilbage til sit Fylke i den Tilstand, at han var meget saaret i
6
