„Gud takke dig, velsignede være de, som sendte dig hid og vilde hædre mig saa meget“. — „Herre“, sagde Dvergen, „jeg vil ikke længer skjule det for dig; din Elskerinde sendte mig hid“. — „Min Elskerinde“, raabte Desiré, „da er jeg i Sandhed lykkelig“. — „Det er, min Tro! sandt, som jeg siger“, svarede Dvergen; „og jeg skal gjöre mig al Umag for at skaffe dig Lejlighed til at tale med hende saa meget, du behager, hvis du vil fölge mig; jeg vil före dig til hendes Sovekammer, saa at du skal kunne se hendes Leje“. — „Gode Ven“, sagde Ridderen, „gjærne vil jeg fölge dig“. Da de havde endt sit Maaltid, fulgte Desiré Dvergen; derpaa gik de begge, indtil de kom til en Gaard, og Dvergen förte ham da til en Hal saa stor og skjön, at han aldrig havde set nogen saa gild; de gik frem og kom til et stort og prægtigt indrettet Sovehus, hvorpaa de ikke fandt nogen Dör, men kun en Glug, og det höjt oppe. Gluggen var stor og stod aaben, og de saa et stærkt Lys i Sovehuset, ti der brandt flere store Vokskjærter; der vare to vel og rigeligt redte Sænge, og i dem laa de skjönneste Kvinder; jeg tror, de sov. Da kaldte Dvergen paa Desiré, viste ham Sængen og sagde: „Herre, det er din elskede, som sover der, og hendes Söster paa den anden Side; der ser du hendes Tjenestemö; jeg véd at du kjender hende“. Denne Mö var rigt klædt. Desiré lavede sig til at komme ind og sprang med begge Ben op i Gluggen, og da han ikke fik holdt sig, faldt han ned af den og lige hen foran Sængen; men idet han faldt, larmede det meget og buldrede med et stort Drön; derved
