derpaa gik han tilbage til Ridderen, gjorde straks et Leje i Stand af Græs og Bregner og bredte et prægtigt Tæppe over, hvorpaa han bad Ridderen sætte sig; men han talte ikke til ham, men gik igjen hen og gjorde sin Peber færdig. Da han vel havde kogt og beredet Maden, tog han to Vaskevandsboller af Guld og et hvidt Haandklæde og gav Ridderen Vand; straks denne saa Vaskevandsfadene, kjendte han dem igjen; det var de samme, han saa Möen bære den Gang han blev kjendt med sin elskede. Dvergen lagde da en stor Borddug for ham, og siden Saltkar og Knive, fyldte et Bæger af fint Guld med den bedste Vin og lagde Peberen i et Sölvfad og Stegene i et större Fad; Ridderen tog en Kniv, skar et godt Stykke af den ene Steg, stak paa Peberen og böd Dvergen, og denne tog imod og aad; siden aad han selv, ti han var meget sulten. Derpaa tog han Guldbægeret og gav Dvergen först at drikke, og godt var det for ham, at han gav Dvergen saa vel; han tog nemlig ingen saa god Bid, at han jo gav ham en jævngod. Da Dvergen fandt ham saa mild og venlig og beleven i Adfærd, gad han ikke længer skjule sig for ham, men maatte syne og aabenbare sig for Ridderen, for hvem han længe havde dulgt sig.
„Herre Ridder“, sagde han, „visselig kommer ikke du af Bönder eller Fattigfolk; velkommen og hædret skal du være her! Om jeg end faar Prygl for din Skyld vil jeg dog ikke længer tie eller skjule mig for dig; jeg vil sige dig, hvorledes det hænger sammen med mig, og hædre og tjene dig; jeg blev i Dag sendt dig i Möde, fordi vi vidste, at du vilde komme hid“. — „Min Ven“, svarede Ridderen ham,
