„Nej“, sagde hans Fader, „for Guds Skyld, hvorfor vil du tilintetgjöre og dræbe mig? sandelig vilde jeg heller dö end se dig skilles fra mig“. — „Herre“, svarede Svenden, „jeg kan paa ingen Maade dvæle her længer“, og straks lod han Hesten löbe, men hans Fader fulgte ham og tyktes være meget sen, at han ikke kunde fölge sin Sön; ti han frygter for at miste ham. Nu red han saa fort han kunde, saa at han jævnlig lod Hesten föle Sporerne. Ofte kaldte han paa Sönnen og bad ham bie for at tale med ham, men Svenden gav ikke Agt paa hans Ord, men stævnede ret frem og kom saa ind i Skoven. Da nu Desiré havde forfulgt ham hele Dagen, tog det paa at kveldes og blive Nat; da paaskyndte Svenden sin Færd, men Desiré red saa fort, han kunde, efter ham, indtil Hesten löb imod et stort Træ og slog sit Hoved saa haardt, at den faldt ganske overende; saa steg han af den og förte den efter sig, og havde den Dag megen Möje og Besvær; nu tabte han ogsaa Svenden af Sigte og vidste ikke, hvor han stævnede hen. Men da han havde redet en Stund i Skoven saa han til höjre for sig under en Eg en stor Ild, og tænkte, at der laa en eller anden mægtig Mand i Telt, som om Morgenen vilde gaa paa Jagt, eller ogsaa den Dag havde været ude at vejde, og da han nu var overfalden af Natten, skyndte han sig til Ilden, og fandt der en ensom Dverg vel klædt med gode Töjer, som sad og stödte Peber og havde en Steg over Ilden af et stort og fedt Vildsvin; da kom Desiré til Dvergen og hilsede ham med blide og fagre Ord. Denne svarede ham ikke, men löb hen, tog Sadlen af Hesten og lagde nyslaget Græs for den;
Side:Strenglege eller Sangenes bog. Oversat fra oldnorsk af H. Winter-Hjelm (IA WinterHjelmStrenglegeEllerSangenesBog).pdf/89
Utseende