medens han sov; da han længe havde sovet, vaagnede han og rejste sig op, og det syntes ham underligt og mishagede ham meget, at han var syg og ensom; medens han tænkte herpaa, kom hans elskede for at tale med ham, og han kjendte hende straks og beskuede hende længe; af den Husvalelse, han derved fik, vandt han Kraft til at rejse sig paa Albuen i Sængen. Da kaldte hun paa ham og sagde: „Desiré, nu er du meget tosset, fortabt og ödelagt; hvorfor vil du döde dig selv? det er til ingen Nytte, stræb at komme dig. Nu har jeg længe hadet dig, men det er din egen Skyld; du gik til Skrifte og aabenbarede vor Synd; nu faar du aldrig igjen Fingerguldet, som du för havde. Syntes du da, at min Elskov var en saa tung Byrde? ikke var vor Omgang nogen Dödssynd, ti aldrig har jeg været gift, og aldrig skjænkede jeg nogen Mand min Tro med Löfte om Samliv; du har heller ingen Ægtefælle og aldrig fæster du dig en Kone. Eftersom du nu sögte Skriftegang til Unytte, er du næppe nogen vis Mand, ti ikke nytter Skriftegang den, som ej vil afstaa fra sine Synder; du tænker, at jeg vil gjöre Galder og Trolddom mod dig med Udaad, men jeg er intet saadant ondt Væsen. Naar du gaar til Kirken for at bede, skal du se mig staa hos og tage viet Bröd med dig. Du har forbrudt dig svart mod mig, men jeg har elsket dig alt for höjt; nu skal jeg ofte besöge dig saaledes, at du hver Gang skal se mig og lege dig med mig. Hold nu op at sörge, aldrig faar du mere Mén af mig, saa at du behöver at söge Skriftegang og aabenbare vore Synder“.
Da svarede Ridderen hende: „min skjönne Frue“,
