Verden“, klagede han. „Hvad har jeg forbrudt? jeg elsker dig, Frue, höjere end alt; sandelig gjör du ikke Ret mod mig, ingenlunde fornegtede jeg dig, da jeg gik til Skrifte hos Eneboeren. Nu beder jeg dig, at du har Miskundhed med, hvad jeg har misgjort, hvis jeg i noget har forbrudt mig mod, hvad der er Ret; du skjönne, vær ikke vred paa mig, paalæg mig hvad Bod du selv vil; hvad Eneboeren sagde mig, de Faster, han foreskrev mig, vil jeg forsömme, hvis du heller vil det, og i al min Adfærd skal jeg lyde dit Bud“.
Alt hvad han bad og bönfaldt med de blideste Ord, han kunde mæle, idet han lovede hende Lydighed og Föjelighed, og hvor ofte han end bad hende om Miskundhed, hjalp det dog ikke; ti hun vilde ikke se ham og ej tale med ham; derfor var han sorgfuld i Hu og bandede Eneboeren og hans Bolig og alle hans Prækener og den Mand, som mælte sligt, og alle dem, som besögte ham og samtalede med ham. Siden da han fandt, at det ikke nyttede at staa der, stævnede han hjem til Kalatir, fuld af Harm og Fortvivlelse formedelst den store Sorg og Uro, han bar i sit Hjærte; han svandt ind og blev meget syg; saaledes vendtes hans Glæde til Sorg, hans Gammen til Graad, hans Lyst til Mismod, hans Elskov til Smerte, hans Fryd til Ve, hans Daad til Uvirksomhed, hans Kraft til Vanmagt, han selv til Sygdoms Kval og Jammer. I den Tilstand var han tolv Maaneder, alle ansaa ham som fortabt, og han selv troede sig Döden nær; da de tolv Maaneder vare ledne, blev han syg, men da bar det saa til, at en Gang hans Skjolddragere og Tjenestemænd vare gangne bort fra ham,
