Mö, som havde fört Desiré did. Da han blev staaende i Afstand, kaldte Möen paa ham, „du Mand“, sagde hun, „sku hid og se det, som jeg lovede dig; sæt dig, her under dette Löv, i Besiddelse af min Frue, som er saa dejlig, at du aldrig har set et skjönnere Ansigt, aldrig saa fagre Hænder, ikke saa velvoksne Arme, heller ikke noget saa skjönt Legeme stukket i Klæder; aldrig saa du skjönnere Haar, behageligere at have mellem Hænder, eller klædeligere for et Kvindehoved, med saa fagre Haarfletninger; aldrig er nogen saa fager föd eller baaren. Nu har jeg löst mig fra, hvad jeg lovede dig; gaa nu du frem og vær ikke bange; det skorter dig jo ikke paa Mod og Manddom“.
Da han havde hört hendes Ord, gik han derhen og bandt sin gode Hest; straks den mægtige Kvinde saa ham, flyede hun ud af Lövhytten og löb did, hvor Skoven var tykkest; men Herre Desiré, kraftig og djærv og saare rap paa Foden, fik snart grebet hende ved den höjre Haand og talte til hende med blide og behagelige Ord: „du skjönne“, sagde han, „tal med mig! hvorfor flyr du bort fra mig i saa hurtigt Löb? jeg er en Ridder, föd i dette Fylke, og jeg skal være din Elsker; jeg skal kjærligt tjene dig af al min Evne for at vinde din Elskov“. Straks böjede den belevne Mö sig for ham, takkede og sagde, at hun ikke vilde undfly ham eller negte ham, hvad han bad hende om, og tilstod ham med Godvilje og Trofasthed sin Elskov, og nu legede de sig, som det likede dem begge, og han var der meget længe sammen med hende og fór kun nödig bort. Men hun gav ham da omsider Hjemlov og sagde og
