Bud efter ham, at han skulde komme hjem for at se og besöge sin Moder. Nu var det i Begyndelsen af Sommeren, da han var hjemme paa fjerde Dag, at han stod meget aarle op og iförte sig dyrebare, rige og gode Gangklæder; Skjorten og de övrige Plag nærmest Legemet vare af hvid Silke, hvidere end nogen Sommerblomst, men hans Kjortel og Overklædning var af det herligste Skarlagen; derpaa forlangte han sine Sporer, og da blev hans gode Hest, fuldt opsadlet, fört frem; han stiger op paa den og vil ride ud for at skjæmte sig; Hesten var herlig og stor af Vækst, men han straalende over hele sit Legeme.
Da han havde besteget Hesten, viste det sig, at han var den skjönneste Ridder af alle, med fagre Födder og skjönne og velvoksne Ben; han stöttede sig i Stigböjlerne, sporede Hesten og red gjennem uendelige Dale, og fór paa denne Vis ensom og uden Fölge og stævnede til Hviteskogen; der saa han mange fagre Trær med Löv og Blomster, og hörte Fuglene synge med saa fager Röst, at det lystede ham at lytte dertil; hele hans Hu og Hjærte bevæges, og han synes, han svæver i Luften. Siden red han frem i Skoven; dybt inde, hvor den var tykkest, boede der en Eneboer, som han plejede stundom at besöge, inden han drog udenlands; han fik ofte de bedste Frugter af ham i sin Barndom, naar han var paa Jagt med sin Fader; nu vil han ride hen at tale med ham, om han kan. Da han kom til det gule Kapel, saa han i Nærheden en meget skjön Mö, vel klædt med mörkt Purpur og derover en hvid Kjortel, af dejlig, hvid Ansigtsfarve, smal om Midjen og saare fager af Legemsvækst; hun havde bart Hoved med
