Laustiks Sang.
Nu vil jeg fortælle eder en Tildragelse, hvorom Bretonerne gjorde en Strenglegssang, som de kalde Laustik; saa heder den paa bretonisk Maal, men paa vælsk Russinol, men paa engelsk Nictigal. Det er en liden Fugl, som heder Nattergal, og som, straks det begynder at somre, synger og slaar om Nætterne saa fagert og med saa blöd Röst, at det er lysteligt og fornöjeligt at höre paa.
I det Fylke i Bretland, hvor den hellige Malo hviler, er der en mægtig og berömt By. I denne By levede to Riddere, som ejede hver sin Gaard; den ene af dem var gift med en skjön og fager, forstandig og hövisk Kone, men den anden var berömt, omgjængelig og brav mod sine Jævninge og alle Mænd. Denne unge Ridder elskede sin Grannes Hustru; saa længe og saa meget bad han hende, og saa mange gode Egenskaber fandt hun hos ham, at hun elskede ham over alt i Verden. Fra det Kammer, hvori hun sov, kunde hun tale med sin Elsker, naar hun stod eller sad i sin Loftsal, og ligesaa han med hende fra sit Kammer; dette mishagede dem ikke, og de levede begge meget behageligt, undtagen det alene, at de ikke kunde komme sammen som de gjærne
