og godviljet var det, at det aldrig viste sig mandondt, og ikke gjorde noget Menneske Mén; derfor behagede det alle vel.
Nu er at fortælle om den Tildragelse, at Kongen gjorde et rigt Gjæstebud for at fejre en kongelig Höjtid, og lod indbyde alle sine Riddere, mægtige Mænd og gode Venner til at komme og fejre hans Höjtid og modtage hans Gjæstebud. I deres Fölge kom den Ridder, som havde faat Bisklarets Kone, prægtigt og ridderligt klædt; ikke faldt det ham ind, at han der skulde finde Bisklaret saa tæt i sin Nærhed. Da han kom ind i Kongens Hal og Bisklaret kjendte ham, löb han paa ham og greb ham med Tænderne, kastede ham til Jorden og vilde have bidt og slidt ham og gjort ham ubodeligt Mén, hvis ikke Kongen havde kaldt paa ham og truet ad ham. Samme Dag löb han nok en Gang paa ham, og var han ikke bleven bunden, vilde han han saa rettelig og fuldkommen havde hævnet sig, at intet havde skortet; dette forekom alle besynderligt, man undrede sig meget i Kongens Hal og Hird, og de fleste talte om, hvad dette monne betyde, da han aldrig för havde baaret sig saaledes ad mod nogen Mand inden Hirden og heller ikke mod nogen, som var kommen did, og de ytrede da, at han vist ikke havde gjort det uden skjellig Grund. „Vistnok“, sagde de, „har denne Ridder forbrudt sig mod ham og gjort ham noget ondt, siden han viser mere Grumhed mod ham end mod nogen anden, som för er kommen hid, og han vilde vist gjærne hævne sig, om han kunde“. Og dermed beroede det nu for den Gang. Da nu Kongen rigelig havde holdt sit Gjæs-
