og lever af de Dyrs Kjöd, som jeg dræber“. Da han havde fortalt hende sin Skjæbne, spurgte hun ham straks, om han gik klædt eller nögen. „Frue“, sagde han, „nögen löber jeg“. — „Herre min“, sagde hun, „hvor ere da eders Klæder?“ — „Frue“, sagde han, „det vil jeg ikke sige til nogen, ti hvis mine Klæder bleve mig fratagne og nogen vidste, hvor de laa, vilde jeg altid forblive i den Ham og aldrig faa Hvile eller Ro eller komme igjen i Mands Ham, förend mine Klæder bleve givne mig tilbage; derfor vil jeg ikke sige til nogen, hvor jeg gjemmer dem“. Da svarede hun: „Herre min, jeg elsker dig over alt i Verden; intet sömmer det dig at skjule for mig; derfor bör du ikke have nogen ond Mistanke eller Mistillid til mig; jeg vilde jo i Sandhed ingen Kjærlighed have til dig, hvis jeg kunde svige dig. Sig mig det kun og frygt intet; sig mig det, det kan blive dig til Gavn og Held“. Saa længe lokkede hendes Venlighed ham og saa vel behagede ham hendes Bön, at hun fik besnakket ham, og han kunde ikke modstaa hendes Venlighed og Lokken, men sagde hende alt og mælte:
„Frue“, sagde han, „der i Skoven ved Vejen, hvor jeg plejer at gaa, er der er et gammelt Kapel, som har gjort mig meget godt og ofte ydet dig Gavn og Hjælp; der er en udskaaren, hul Sten ved en Busk, og i den lægger jeg mine Klæder, medens jeg er ude, indtil jeg farer hjem igjen. Da Fruen havde hört denne underlige Beretning, gös hun af Skræk og forfærdedes over denne Tildragelse, og overvejede med listig Eftertanke, hvorledes hun skulde kunne skille sig ved ham, saa at hun ikke oftere skulde
