om i Afmagt. Da hun siden kom til sig selv igjen, sendte hun öjeblikkelig Bud efter sin Herre og Husbonde; han kom straks ganske forfærdet og vidste ikke, hvad dette havde at betyde; da han kom ind i Sovekammeret, faldt hun straks for hans Födder og bad om Miskundhed for sin Ugjerning; men han, der ikke vidste, hvad der var paa Færde, mælte: „Frue“, sagde han, „hvad jamrer du over? vi ere jo enige og i god Forstaaelse, og ingen Ting tjener os til Sorg eller Uro; alt skal være tilgivet, hvad der tykkes dig at være i Vejen; sig mig din Vilje, og hvad du jamrer over“.
„Herre min“, sagde hun, „siden I har tilgivet, hvad jeg har forbrudt og syndet, saa hör paa, hvad jeg siger eder. I min Forblindelse bagtalte jeg længe min Granne og talte ondt om hendes Tvillinger, og gjorde derved ilde mod mig selv; ti derefter blev jeg svanger og födte to Dötre, men den ene skjulte jeg og lod hende henkaste foran Kirkedören, og dette eders Tæppe lod jeg fölge hende, og denne Ring, som I gav mig i den förste Tid, I talte med mig om vort Ægteskab. Dette maa ikke længer skjules for eder, ti Tæppet og Guldringen ere fundne tilligemed vor Datter, som jeg troede at have tabt; denne Jomfru er visselig vor Datter, fager og beleven, vel oplært i sömmelige Sæder og i enhver Henseende rosværdig, hun som den Ridder elskede saa meget, der nu har ægtet hendes Söster“. Da hendes Fader havde spurgt dette, blev han meget glad og sagde: „siden Gud lod os vide dette, förend Synden forögedes og fordobledes, saa gaa med mig, min Datter“. Da glædedes den unge Frue meget ved denne Begivenhed, som hun hörte;
