hellige Gudstjeneste. Denne samme Nat var han staat tidlig op, tændte en Kjærte og bragte Lamperne til at lyse, ringede med Klokkerne og lukkede Kirkedörene op; han saa det Klæde, som laa under Asken, og tænkte at det maatte være stjaalet og henkastet der. Derfor gik han hurtig derhen, og da han tog med Haanden paa Klædet, fandt han Barnet og takkede Gud, tog det straks op og skyndte sig hjem dermed. Men han havde en Datter som var Enke efter sin afdöde Ægtemand; hun havde et Barn i Vuggen, der laa ved Brystet; straks da den gode Mand kom ind, kaldte han paa sin Datter og sagde: „min Datter, staa op, skynd dig at tænde Ild og en Kjærte; jeg bringer dig et Barn, som jeg fandt under Asken; giv dette Barn dit Bryst at drikke; bered saa et Bad, og bad det, som bedst du kan“. Hun gjorde, som hendes Fader sagde, tændte Ild og tog imod Barnet, og fandt da Guldringen, som var bunden om Möens Arm, samt det rige og skjönne og herlige Klæde, og hvad der var indgravet paa Ringen. De, som finde dette Barn, kunne vide at det er födt af rige og mægtige Forældre.
Om Morgenen, da Gudstjenesten var sluttet og Abbedissen gaaen ud af Kirken, kom Kirkens og Gaardens Portvogter for at tale med hende og fortalte hele Begivenheden med Barnet, hvorledes og hvor han fandt det, og om de Ting; som fulgte med det. Da böd Abbedissen ham at bringe hende Barnet og alt det, som fulgte med. Han gjorde, som hun sagde, og da Barnet kom til hende, saa hun længe paa det og sagde da, at han vilde lade Pigen döbe og tage hende til Fosterdatter og Frændkone; men fordi Möen
