særdeles tilfreds over, at Herre Gujamar var kommen med en saa stor Ridderstyrke for at hjælpe ham; ti nu véd han, at han snart vil sejre og Ufreden bilægges. Om Morgenen aarle hærklædte sig alt Folket i hele Byen, hvor de vare i Herberge, og rede dernæst ud af Byen med meget Gny. Herre Gujamar var Anförer og Mærkesmand[1], og da de kom til Kastellet, rede de raskt til for at storme det, men fik ikke indtaget det; da ordnede Gujamar Folket rundt om Borgen, og vil paa ingen Maade bort, förend de havde taget den. Men da voksede hans Hær, der bestod af hans Frænder og Kampfæller, saa meget, at den afskar dem al Tilförsel og udhungrede dem, der vare i Borgen. Siden indtog Gujamar Borgen og Kastellet og dræbte Meriadus, som var der indesluttet, tog saa bort derfra sin elskede med en fager Sejr og stor Glæde og forvandt saaledes al sin Harm.
Men af denne Saga, som I nu have hört, gjorde Bretonerne paa Harper og Giger, Trommer og Orgler den fagreste Strenglegssang, som heder Gujamars Sang, med den fagreste Melodi, som fandtes i Bretland; men eder være Belærelse, Fred og Glæde, som have hört den; Amen!
- ↑ Den, som bar Mærket eller Fanen i Striden; Fanebærer.
