og hvad der siden var hændt; hvorledes hun kom ud af Taarnet, fandt Skibet, gik ud paa det og landede her; hvorledes Ridderen fandt hende og siden havde holdt hende sömmeligt med glimrende Pragt, altid med Velvije og Venskab, og hvorledes han ofte havde bejlet til hendes Kjærlighed. „Men nu“, sagde hun, „er min Fryd funden; elskede bring mig bort herfra, at vi kunne bo sammen i Frelse og Fred, og i Fremtiden leve i Fryd og Glæde“.
Gujamar stod da op og mælte: „Herrer“, sagde han, „lytter til min Tale! Jeg har i Dag fundet min elskede, som jeg troede at have tabt; nu byder jeg Meriadus med Venskab og Kammeratskab, at han gjör Afkald paa min elskede til mig, men jeg skal tjene ham som hans egen Ridder med hundrede Mænd eller flere, om han vil“. Da svarede Meriadus: „Herre Gujamar“, sagde han, „gode Ven, jeg er ikke saa trængt med Ufred eller Uvenner, at jeg vil tilstaa dig denne Bön; jeg fandt denne Frue og skal værge hende imod dig“. Som Gujamar hörte hans Svar, böd han sit Hirdfolk skyndsomt at hærklæde sig og stige til Hest, fór saa derfra og sagde Meriadus ud af sit Venskab og i fuldt Fiendskab; med saa forrettet Sag drog han da bort, hugsyg og harmfuld, og hans elskede sad efter. Men alle de Riddere, som vare komne til Dystridt og Angreb, stadfæstede ham sin Troskab, at de alle skulde fölge ham, hvor han vilde stævne hen, og den skulde faa en brat Död, som i nogen Henseende svigter ham. Samme Aften kom de til den Ridders Borg, som holdt Ufred med Meriadus; han blev meget glad og fornöjet over deres Komme og herbergede dem rigelig med overordentlig Artighed,
