saa ömt, og sagde da leende til Gujamar: „Herre“, sagde han, „hvis det behager dig, vilde jeg gjærne, at denne Mö skulde forsöge at opfolde din Skjorte; det skulde være mig en stor Glæde, om hun kunde faa fuldbragt at oplöse Folden. Da svarede Gujamar: „det föjer jeg eder gjærne i“, bad saa sin Fehirder[1] at bringe Skjorten, og leverede den derpaa til Möen; hun tog imod den og prövede alt, hvad hun kunde og var i Stand til, men fik dog ikke löst den. Da Fruen saa Skjorten, kjendte hun straks Folden igjen og blev meget sörgmodig over, at hun ikke turde det, som hun gjærne vilde, nemlig tage Skjorten og löse Folden; Meriadus forstod straks, at Fruen vilde forsöge at löse Folden; han var meget harmfuld derover, men kunde dog ikke gjöre ved det, og sagde da: „Frue, nu faar du friste, hvad du kan gjöre ved denne Fold, som saa mange have forsögt uden at være komne til Ende dermed“. Saa snart hun fornam, hvad han böd hende, tog hun Skjorten og havde straks löst den. Herre Gujamar undredes, og det forekom han synderligt; han saa det, og dog tvivlede han og sagde: „du skjönne Skabning, er du denne min elskede? sig mig sandt, og lad mig se dit Legeme, om du har det Bælte, som jeg knyttede om dig“. Da lagde han sine Hænder om hende, kjendte straks Bæltet og sagde: „min skjönne, hvorledes kom du hid eller ved hvilken Hændelse har jeg fundet dig her?“ Og da fortalte hun ham om de Pinsler og Lidelser og den Elendighed, hun i Taarnet havde udstaat for hans Skyld, medens hun blev mishandlet,
- ↑ Den, som havde Opsynet over hans Gods; Skatmester.
