först af alle kom Herre Gujamar, rigt rustet, og i hans Fölge hundrede Riddere, vel klædte paa gode Stridsheste, fordi Meriadus havde skikket ham Ordsending med indstændig Begjæring, som til sin kjæreste Ven og Kammerat, at han i saadan Nöd ikke skulde undlade at hjælpe ham. Da nu Gujamar var ankommen, tog Meriadus venlig imod ham og herbergede ham og hans Hærfolk i et Taarn i sit Kastel sömmeligt og med overflödig Forsyning; derpaa sendte han Bud efter sin Söster ved to Riddere, og böd hende i Kjærlighed at komme og modtage hans Gjæster, og den skjönne Frue med hende, som han elskede saa overordentlig. De vare rigt klædte, holdt hverandre i Haanden og gik saaledes ind i Hallen; da Fruen hörte Gujamars Navn, var hun ved at falde i Afmagt, hvis ikke Möen havde holdt paa hende, fordi hun var dödbleg og hugsyg. Men Gujamar sprang op, straks han saa dem komme ind; da han saa Fruen, betragtede han hende længe for ved hendes Adfærd at blive vis paa, om han ret havde kjendt hende, og idt efter udbröd han: „er ikke denne min elskede, mit Haab, mit Liv, mit Hjærte, min söde Frue, der elskede mig saa höjt? hvorfra er hun kommen og hvem har bragt hende hid? Nu har jeg tænkt en stor Taabelighed, da der er mange Kvinder, som ligne hverandre; men siden hun er saa lig den, jeg elsker saa höjt, og hele min Hu og mit Hjærte skjælver, saa vil jeg gjærne tale med hende“.
Derpaa gik Ridderen frem og kyssede hende, satte hende ved sin Side og sagde intet andet til hende, end at hun skulde sidde hos ham. Meriadus saa paa dem og ærgrede sig meget over, at de betragtede hverandre
