at faa nogen som helst Tröst eller Hjælp i sin Jammer. Ofte klagede hun og sagde: „Herre min Gujamar, til Sorg blev det mig, at jeg saa dig; meget heller vælger jeg en hurtig Död end saa lang Elendighed; hvis jeg kan komme bort herfra, vil jeg löbe i Söen paa det Sted, hvor jeg sidst saa dig gaa ud paa Skibet“. Da hun havde sagt dette, stod hun op, og gik til Dören, som hun fandt ulaaset; paa den Maade kom hun bort og traf aldeles intet, der var hende til Mén; da hun kom til Havnen, saa hun Skibet der, hvor hun vilde springe i Vandet og dræbe sig selv, og hun gik ud paa det og tænkte, at der var hendes Elsker druknet. Hun kunde ikke længer staa paa Benene, men faldt om paa Skibet og taalte der Nöd og Pine.
Skibet tog, straks hun var kommen ud paa, den störste Fart, og landede siden i Bretland under et stort og uangribeligt Kastel, der ejedes af en Herre ved Navn Meriadus; og da denne havde noget at sysle med en af sine Grever, var han staat aarle op og vilde sende sit Hirdfolk bort for at gjöre hans Uvenner Skade. Som han sad ved en Glug i Kastellet, opdagede han Skibet, som landede der, og han gik straks ned ad Trapperne og kaldte til sig en af sine Kammersvende; derpaa gik de begge skyndsomt ned til Skibet, og der fandt de en Frue saa fager, som var det en Alfekone; han tog da i hendes Kaabeskjöd og förte hende med sig til Kastellet, meget fornöjet over dette fagre Fund, ti hun var den skjönneste, han nogensinde havde set; han mærkede grant, at hun var af mægtig Æt, og fattede saa stor Kjærlighed til hende, at han aldrig för havde
