og förte en Stridshest i et Tov, og han gjenkjendte straks Svenden og kaldte paa ham. Og da Svenden saa sig tilbage, kjendte han sin Herre og steg da af sin Hest, gav ham den og fulgte ham med megen Glæde; og alle hans Venner glædedes ved hans Komme, fordi han var den vennesæleste og berömteste Ridder i sit Fosterland. Men siden han kom hjem, var han altid hugsyg og tankefuld, og derfor vilde hans Venner og Frænder, at han skulde gifte sig; men det vilde han paa ingen Maade, og sagde, at han ikke vilde have nogen anden Kvinde, end den som kunde opfolde hans Skjorte, hverken for hendes Magt eller Rigdom eller Skjönhed eller Elskværdighed. Og denne Tidende fór over alt Bretland; da kom til Herre Gujamar alle de fagreste og mægtigste og fornemste Enker og Möer, som vare i hele Bretland, for at friste, om de kunde faa opfoldet hans Skjorte; men der fandtes aldeles ingen blandt dem alle, som var i Stand til at gjöre det.
Og nu dernæst sömmer det sig at syne og sige eder om den skjönne Frue, som Herre Gujamar vilde elske saa meget. Den mægtige gamle Mand, som var gift med hende, satte hende efter en af sine Lendermænds Raad i et höjt Taarn; der havde hun det ondt om Dagen og værre om Natten, og der led hun saa mangfoldig Harm og Sindskval og Pine og Ulykke og Elendighed, Jammer og Uro, Sorg og Sövnlöshed, og alskens Mén og Lidelser, at ingen kan række til at skrive eller ransage det. Saa vel Nat som Dag var hendes Liv og Legeme i Harm og Kval, og saaledes var hun i Taarnet mere end to Vintre under slig Mishandling og Elendighed, uden
