Saar; han sukker af sit hele Hjærte med en besynderlig Vemod og inderlig Uro. Da bad Fruen sin Tjenestemö, at hun skulde lade Ridderen faa Hvile og Ro til at sove; hun gik straks bort, da hun fik Lov; men hendes Frue var da skudt og opflammet af den samme Uroens Ild, hvoraf Herre Gujamar fölte sig saaret saa umaadelig dybt i sin Hu og hele Hjærte.
Nu dvæler Ridderen der, ensom, beklemt og fuld af Kjærligheds Uro; dog véd han endnu ikke selv rigtig, af hvad Art hans Uro er, men det fatter han tilfulde, at hvis den skjönne Frue ikke vil stille hans Sorg, kan han ikke længe leve. Hele den Nat vaagede han under Beklemmelse og Uro og hyppige Sukke; hendes Ord kom aldrig ud af hans Tanker, ej heller hendes fagre Öjne og Ansigt og hendes skjönne Vækst. Han mumlede ofte mellem Tænderne: „hav Miskundhed med mig, skjönne Frue“; og det var nær ved, at han monne kalde hende sin elskede. Men hvis han med Sikkerhed havde vidst, at hun havde det samme Saar som han, da vilde hans Sorg noget stilles og hans Byrde lettes, men nu gjör den ham bleg og blodlös.
Meget aarle, da det begyndte at dages, stod den skjönne Frue op og klædte sig paa, og klagede over, at hun havde sovet lidet om Natten; det voldte hendes Elskovs Uro, der havde bundet hende med faste Lænker. Men Möen, som tjente hende, forstod straks, hvorledes det stod til med dem, at det var Kjærlighed, som virkede paa dem begge, baade ham og hende, og at Fruen var greben af en dyb Elskov til den Ridder, som opholdt sig der for at læge sit Saar, og
