hun lagde sin Haand paa hans Bryst og kjendte, at han var varm og at hans Hjærte bankede. Men den sovende Ridder vaagnede, da hun tog paa ham, og da han saa hende, blev han meget glad og hilsede hende straks med de blideste Ord; nu vidste han sikkert, at han var landet. Men hun græd straks af Medlidenhed med ham, besvarede hans Hilsen med fagre og velvillige Ord og spurgte ham straks, fra hvilket Land han var, eller fra hvilket Slag han var undkommen.
„Frue“, sagde han, „det er ikke gaat saa til; men hvis du vil, at jeg skal fortælle dig den Hændelse, som er tilstödt mig, vil jeg ikke dölge den for dig. Jeg er kommen fra lille Bretland; i Dag var jeg gaaen paa Jagt, og i Vejdeskoven skjöd jeg en hvid Hind med min Pil; men da jeg havde skudt den, sprang Pilen tilbage mod mig, rammede mig i Laaret og tilföjede mig et saa dybt Saar, at jeg er bange for, jeg aldrig bliver helbredet. Da jeg havde skudt Hinden, klagede den meget over, at jeg havde dræbt den; og da talte den og forbandede mig og svor en dyr Ed, at jeg aldrig skulde blive helbredet eller faa Lægedom, undtagen hvis en Kvinde lægede mig; men jeg véd ikke, hvor jeg skal finde en saadan. Da jeg havde hört denne Skjæbne, skyndte jeg mig ud af Skoven, og saa i en Havn dette Skib; jeg var saa taabelig, at jeg dristede mig til at gaa ud paa det; ti da jeg var kommen did, gik Skibet ud paa Havet. Nu véd jeg ikke, hvor jeg er landet, eller hvad denne Borg heder; derfor beder jeg eder, min skjönne Frue, for Guds og eders Höviskheds Skyld, at I har Miskundhed med mig, ti jeg véd
