til at dö paa den Maade. Han véd med Vished og hans Hu siger ham, at han aldrig fandt Behag i Kvinders Kjærlighed, og aldrig havde han set nogen, som han kunde have Lyst til, og heller ikke nogen, som han vidste forstod sig paa at læge Saar. Derfor kaldte han paa sin Svend og sagde: „min Ven, rid afsted saa hurtigt du kan, og stævn hid mine Fæller; jeg vil tale med dem“. Svenden fór da fra ham, og han blev tilbage, og Saaret plagede ham meget; han skar op sin Skjorte og forbandt det saa godt, han kunde. Dernæst steg han paa sin Hest, stævnede væk derfra, og skyndte sig at fjærnes fra sine Fæller, fordi han ikke vilde, at nogen af dem skulde vide, hvor han rejste hen. Han fór ud af Vejen tværs igjennem Skoven, indtil han fandt en græsvokset Sti, og da minkede Skoven; dernæst kom han paa en slet Vold og saa til et stort Fjæld; under Fjældet randt en Aa, og han fulgte Aaen indtil han kom til Söen; der var en Havnevaag og i Havnen saa han et Skib. Han gik ud paa Skibet og rejste Masten. Men dette Skib var gjort med en forunderlig Kunst; ti hverken udenbords eller indenbords kunde man se Plankernes Samfælding og heller ikke Naglerne, men det saa ud som om alt var et eneste Træ. Med megen Smerte i Saaret kom han op paa Skibet, og tænkte der at træffe Mænd, som passede paa det, men han saa ingen Mand der. Men midt i Skibet saa han en Sæng, der var gjort med megen Kunst. Endefjælerne vare gjorte med Salomos Kunstfærdighed, guldindlagte og med de fagreste Udskjæringer af Syprès og Elfenben; et guldvirket Silkeklæde var bredt over Sængen som et Tæppe. Men de övrige Klæder, som vare i
