noget Dyr kom ham paa Skud, förend han fór derfra; da saa han ikke langt fra sig i et tykt Krat en Hind med sin Kalv hos sig; den var ganske snehvid og havde en Gren af et Hjortehorn midt i Panden, og den löb straks ud af Krattet, da den hörte Sporhundenes Gjöen. Men han spændte sin Bue, skjöd paa den og traf den fremme i Brystet, saa at den straks faldt til Marken; men Pilen snuede straks om igjen og rammede Gujamar tværs igjennem Laaret og stod fast i Hesten; saa maatte han stige af Hesten og faldt ned paa Græsvolden ved Siden af Hinden. Men Hinden, som laa der, slikkede sit Saar og klagede over sin Smerte, og dernæst talte den saaledes: „det harmer mig, at jeg nu er dræbt; men du slette Karl, som saarede mig! dette skal være din Skjæbne: aldrig skal du faa Lægedom hverken af Urter eller Rödder; ikke skal nogen Læge eller nogen Helsedrik formaa at helbrede dig; og aldrig skal du blive frisk efter dette Saar, som du nu har i Laaret, förend den læger dig, som for din Kjærligheds Skyld skal taale og lide saa store Kvaler af Sorg og Sindslidelser, at aldrig för nogen Kvinde bar saa meget; og du ligesaa for hendes Skyld; saa at alle de, som have elsket og i Fremtiden komme til at elske Kvinder, skulle undres og finde det i alle Maader synderligt, at I kunde bære saa megen Elskovskval. Gaa nu bort saa hurtigt du kan, og lad mig have Fred for dig; disse Ord om din Skjæbne skal du sande“.
Gujamar var saaret, og det syntes ham underligt, hvad Dyret havde sagt ham; han tænkte nu paa, til hvilket Land han skulde fare til Lægedom, for at lade sit Saar helbrede; fordi han ingen Lyst havde
