umaadelige Overdaad, sendte hendes Herre Naboreis Bud efter mange af de Mænd, som vare ham kjærest, og da blandt andre ogsaa hendes nærmeste Frænder kom, klagede han for dem over, hvad der mishagede ham i hendes Opförsel og sendte hende ved dem Bud, at han var meget fortörnet over, at hun ikke vilde aflade fra sit Overmod; hvis det behagede hende, vilde han gjærne, at hun skulde fölge hans Raad og aflade fra sin Overdaad. Men hörer nu, hvorledes hun svarede paa sin Husbondes Ordsending! „Herrer“, sagde hun, „hvis min Mand synes ilde om og misbilliger, at jeg klæder mig og pynter mig værdigt, som det er skjönne og belevne Kvinders Sæd, da véd jeg intet andet Svar paa hans Ordsending, end at I sige ham fra mig, at han længe skal lade sit Skjæg vokse og siden afskjære det; da har han vel hævnet sig, som en skinsyg Herre[1]“. De, som hörte Fruens Svar, gik fra hende, lo meget over hendes Ord og gjorde sig Gammen af hendes Svar; og dette blev vidt og bredt spurgt og bekjendt.
De, som holdt Skole for at gjöre Strenglege, digtede en fager Strenglegssang om Naboreis og kaldte Strenglegen efter hans Navn.
- ↑ I dette Fruens Svar maa det vittige, den egentlige Brodd i Fortællingen have ligget, og man maa tænke sig, at Fremhævelsen heraf har været Hovedsagen i den bretoniske Folkesang. Saaledes som det her forekommer, uden Tvivl nöjagtig stemmende med den gamle franske Bearbejdelse, har det for vor Tid tabt det bidende, som oprindelig har ligget deri, og som maa have grundet sig paa en eller anden Skik, hvilken vi nu ikke kjende.
