hun, hver Gang hendes Herre drog hjemmefra, Dag og Nat, tidlig og silde fik sin Vilje med sin Elsker, lade Gud hende længe nyde hans Omgang! Formedelst den store Glæde, hun havde af sin Elsker, der saa ofte kom til hende, forandrede hun sin Adfærd og hendes Skjönhed tiltog; dette mærkede hendes mistænksomme Herre og overvejede, at hele hendes Tilstand, Adfærd og Opförsel var anderledes end för. Da talte han derom til sin Söster.
„Det er besynderligt“, sagde han, „at vor Frue klæder sig saa prydeligt; spörg hende om Grunden dertil“. Da svarede Kjærlingen ham, at hun ikke vidste noget derom, undtagen det alene, at hun nu fandt sig langt bedre i at være ensom, end för; det havde hun tydelig mærket. „Det kan, min Tro! nok saa være“, svarede hendes Herre; „men nu er der en Ting, som du skal gjöre; en Morgen, naar jeg er staat aarle op, og du har læst Dören, sig da til hende, at du vil gaa bort og lade hende alene, men skjul dig paa et hemmeligt Sted, saa at du kan se, hvad hun tager sig til, naar hun er alene, og hvad der fremkalder denne Glæde, der gjör hende saa prud og blid. Om denne Plan bleve de enige; men nu er det rigtig harmeligt, at de, som elskede hinanden saa höjt, skulle blive svegne af disse Rænker, som uden deres Vidende smedes for at overliste og skuffe dem. Et Par Dage efter lod Kongen, som sagt, som om han skulde fare hjemmefra, og sagde til sin Kone, at en anden Konge havde sendt ham Brev og indbudt ham til sig, men lovede snart at komme tilbage; derpaa gik han ud og læste Dören. Kjærlingen stod da op, klædte sig paa, forstak sig bag Forhænget
