og lagde sig hos hende, men vilde ikke tage paa hende med sine Hænder eller kysse og omfavne hende.
Imidlertid kom Kjærlingen tilbage, fandt Fruen vaagen og sagde, at det nu var Tid at staa op, og vilde bringe hende hendes Klæder; men hun svarede, at hun var syg, og sagde, at Kjærlingen skulde hurtig kalde Præsten til hende, da hun var meget bange for at dö. Da svarede den gamle Kvinde: „din Herre er faren i Skoven, og intet Menneske maa komme herind uden jeg alene“. Herover blev Fruen meget ærgerlig og lod som om hun besvimede; men da blev Kjærlingen ræd, gik bort og læste Dören efter sig og kaldte paa Præsten; han kom straks löbende som snarest med det hellige Sakramente, og Ridderen tog imod det. Derpaa gik Præsten bort, og Kjærlingen læste Dören; men Fruen laa hos sin Elsker, og de holdt da megen Gammen. Da Ridderen var fornöjet, tog han Afsked for at drage hjem til sit Fosterland; hun bad ham da indstændig, at han ofte skulde besöge hende. „Frue“, svarede han, „jeg skal komme, naar du har Lyst; men pas du paa, at vi ikke blive svegne; denne Kjærling mon svige os og sige det til din Herre; men hvis det bærer saa til, at jeg bliver svegen, vil jeg ikke slippe derfra med Livet“. Ridderen fór da bort, men hans elskede blev tilbage med megen Tilfredshed og stor Glæde; om Morgenen stod hun karsk op og var blid og glad hele den Uge; hun holdt sit Legeme saa yndeligt, hun kunde, og gjenvandt snart al sin Skjönhed. Nu finder hun Behag i sit stille Ophold i Taarnet; men siden hun nu ikke har Lyst til anden Skjæmten, fordi
