samme flöj der ind gjennem Gluggen den skjönneste Gaasehög med fagre Ben, som om den havde mytet en fem eller seks Gange, en særdeles fager Fugl, og den satte sig ned foran Fruens Sæng. Da den havde siddet der en liden Stund, og hun igjen saa hen til den, var det en skjön og velvoksen Ridder; dette forekom hende et stort Under, alt hendes Kjöd og Blod kom i Bevægelse, hun skalv af Rædsel og skjulte sit Hoved. Ridderen var meget beleven og sagde först til hende: „Frue, bliv ikke bange, om jeg siger dig min lönlige Hensigt; en Gaasehög er en herlig Fugl; vær tryg og uræd og gjör mig til din Elsker; ti derfor er jeg kommen hid. Jeg har længet elsket dig og i mit Sind haft megen Attraa til dig; aldrig har jeg för elsket nogen anden Kvinde end dig, og aldrig skal jeg heller elske nogen anden; jeg havde ikke kunnet komme til dig fra mit Fosterland, hvis du ikke havde kaldt paa mig“. Herved blev Fruen beroliget, tog Klædet fra sit Hoved og svarede ham: „gjærne vil jeg gjöre dig til min Elsker, hvis du tror paa den sande Gud, saa at vor Kjærlighed kan passe sammen“. — „Frue“, sagde han, „du har Ret i, hvad du siger; jeg vil ingenlunde, at du skal have noget at bebrejde mig eller have nogen slem Mistanke eller Mistro; jeg tror paa alle Skabningers Skaber, som frelste os fra Helvedes Pinsler, hvortil vi vare bundne af vor förste Fader Adam, der aad af det forbudne Træ, som Gud negtede ham. Jeg skal paatage mig din Lignelse, modtage Herrens Legeme og fremvise for dig hele min Tro, saa at du ikke skal behöve at tvivle derom“. Da svarede hun: „vel har du talt“; derpaa steg han op i hendes Sæng
