Men i det samme kom der ridende tværs igjennem
Byen en saa fager Mö paa en saa god Hest, at
der i hele Verden ikke fandtes nogen Kvinde saa
skjön som hun eller nogen Hest jævngod med hendes;
den var hvid som Sne, en Ganger saa sagtmodig,
hurtig og rask og saa udmærket fremfor alle
dödelige Heste, at ingen havde set Magen. Möen
bar en Spurvehög paa sin höjre Haand og var fulgt
af en Hund; men hendes Fagerhed og Höviskhed behöver
ikke at omtales videre, end för er sagt. Hun
red temmelig hurtigt, og der var ingen i hele Borgen,
ung eller gammel, som jo löb til for at se hende,
da hun red forbi; de, som sad i Retten, syntes
alle, at det var besynderligt og underligt, saa at der
ikke var nogen blandt dem, uden at han fæstede sine
Öjne paa hende, og de fleste bleve hede ved at skue
hendes Aasyn. De, der vare Ridderens Venner, gik
til ham og fortalte ham det; men han, som för sad
nedböjet af Sorg og frygtede for Kongens Ridderes
Dom, oplöftede sit Hoved, da de sagde, at denne
Mö, om det saa var Guds Vilje, monne befri og frelse
ham. Da han havde hört deres Ord og set sig om
for at faa Öje paa Möen, kjendte han hende tilfulde
og svarede dem: „denne er sandelig min elskede“,
sagde han; „hvis hun ikke har Miskundhed med mig,
da bryder jeg mig ikke om, hvem der dræber mig;
nu er jeg hjulpen, da jeg ser hende“.
Möen red straks ind i Kongens Gaard; ingen havde set hendes Mage i Skjönhed; hun steg af sin Hest, da hun kom for Kongen, og da havde alle sine Öjne fæstede paa hende for at se hende rigtig tydeligt; hun lod sin Kaabe falde, for at man fuldkom-
