mede og spottede Dronningen og pralede paa en saare taabelig Maade. Umaadelig skjön og umaadelig herlig maa din Elskerinde være, om hendes Tjenestemö er bedre og gjævere end vor Dronning“. Janual gjorde mange Undskyldninger og forsikrede, at han aldrig vilde beskjæmme sin Herre. „Men nu“, sagde han, „har jeg tabt min elskede, fordi jeg pralede af hendes Elskov; derfor er jeg sorgfuld“. Men hvad den Sag angik, som Kongen gav ham, da vilde han deri underkaste sig den Dom, som Kongens Hirdfolk fandt billig.
Kongen var meget vred, og sendte derfor straks Bud efter alt sit Hirdfolk for i denne Sag at dömme, hvad der var Ret. For ikke at paadrage sig Kongens Mishag gjorde de alle, som han böd, enten de saa vilde gjærne eller nödig. Da de vare komne, dömte de alle, at Janual skulde have en fastsat Dag til at svare for sig og imidlertid give Kongen Borgensmænd for sig, at han skulde bie paa Dom og da indstille sig selv hos Kongen; da vilde Kongens Hird være fuldtalligere, ti nu vare kun faa hjemme foruden dem, som gik Kongen allernærmest og vare ham kjærest. Derpaa sendte de Bud til Kongen og sagde ham, hvad de havde dömt om Sagen i dens nuværende Stand. Kongen krævede da Borgensmænd, men Janual sad ensom fjærnt fra sine Venner og Frænder; da kom Herre Valvejn og alle hans Kammerater og gik i Borgen for ham. „Nu lader jeg Janual“, sagde Kongen, „staa i eders Borgen, saa at den gjælder alt det, som I have faat af mig, Eiendomme, Kasteller, mægtige Borge og alskens andre rige Gaver, som ere Lendermændene givne og tillagte, dem til Hæder“.
