samledes en stor Mængde Skibe for at före hans Hær over til England. Men Kongen vilde ej fölge Styrmændenes Raad at give sig uforsigtig ud i farligt Vejr, hellere dvælte han der meget længe for den Fornöjelses Skyld, som morede ham saa kosteligt og faldt saa meget i hans Smag. Da betænkte han med rigtig Eftertanke, at han vil sende sine Sendemænd med et Brev ud i sydre Bretland til den röde Frue, som kjendte alle Strengleges Natur og stadig havde syslet med den Slags Skjæmt og lagt al sin Flid derpaa lige fra Barndommen af; de skulde bede hende opfinde en ny Strengleg med den fagreste Melodi, som hendes mangfoldige Kundskab kunde udfinde, og skyndsomt sende ham den med de Sendemænd, som bringe hende denne Ordsending, og den skal hede Strandens Sang. Ved denne Strengleg vil han altid ihukomme og mindes det fornöjelige Ophold, da han sad paa Stranden ved Barfleur for at vænte paa Bör.
Han sendte derpaa ud til sydre Bretland alle de bedste Harpeslagere, han havde med sig, og med dem rige Gaver og kongelige Foræringer. Da de vare komne til hende og bragte Foræringer af en saa kongelig Gavmildhed, modtog hun dem med megen Glæde og mange Taksigelser. Siden, da en liden Stund var leden, gjorde hun den Strengleg, som Kongen havde bedet hende om i sit Brev, underviste Harpeslagerne og lærte dem Strandens Strengleg. Da de nu kom tilbage til Kongen, glade og vel tilfredse over, at de saa hurtigt havde udrettet alt, hvad der behagede dem, skulde de spille denne Strengleg for Kongen, hans Venner og Hirdfolk; Skjönnere sagde, at de aldrig för havde hört nogen
