drage ud af Landet, og hans Fostermoder lod det aldeles ikke skorte ham paa noget; han dvælede der blot Kvelden over, om Morgenen tog han Afsked. Hans Fostermoder gav ham mange Hærklæder, for at han skulde vise sig ridderlig og beleven; derpaa drog han over Söen og stævnede nord i Bretland, hvor han holdt sig vel, deltog i Dystridninger og gjorde sig bekjendt med alle de mægtigste Mænd i Landet. Da blev hans Tapperhed og Ridderlighed berömt overalt og naaede hjem til hans Fosterland. Da Milun hörte ham rose saa overordentligt, mishagede det ham meget, at Ridderen var saa drabelig, og han besluttede skyndsomt at fare over Englands Sö og pröve en Dystridning med ham for at beskjæmme ham og hans Berömmelse; han kundgjorde sin Elskerinde det og vil have Orlov af hende; da hun hörte hans Vilje, takkede hun ham og sagde, at hun vilde være ham meget taknemmelig, hvis han vilde fare ud af sit Fosterland for at lede efter deres Sön. Milun udrustede sig da rigeligt til Rejsen og kom op i Normandie; siden drog han over til Bretland, havde mange gode Riddere med sig og dvælte der, til Paaske var over; da samles en stor Mængde Riddere, Normanner og Bretoner, under Mikals Fjæld. Milun kom der först af alle, vild og vaabendjærv, og spurgte de andre, hvor hin gode Ridder var, og der var nok af dem, som kunde sige ham det og til hvilken Skare han hörte. Da saa Milun, at han red udmærket godt og gav drabelige Hug, han kjendte ham paa hans Vaaben og skibede sig i Fylking mod ham, og nu rede de imod hverandre saa hurtigt deres Heste kunde löbe. Milun
