sine Skjoldsvende og sagde ham sin Ordsending. „Gaa hurtigt“, sagde han, „hen at skifte Dragt og Klæder, derpaa skal du fare til min Frues Borg og have Svanen med dig; se til, at du udvirker, at enten en Tjenestemö eller Tjenestekone bringer hende denne Svane“. Skjoldsvenden gjorde straks, som hans Herre böd ham, tog Svanen og red sin Vej igjennem Byen; da han kom til Borgeledet, kaldte han Portvogteren til sig og sagde: „min Ven! hör paa, hvad jeg siger; jeg er en Fuglefænger og lever af mit Vejde, jeg forstaar mig godt paa at fange Fugle. I Dag fangede jeg en Svane i min Gildre under Arluns Fjæld og vil nu give denne Fugl til Borgfruen“. Da svarede Portvogteren: „min Ven“, sagde han, „ingen ukjendt Mand faar Lov at tale med hende, men kun hendes Slægt og Husfolk; men ikke desto mindre skal jeg friste og forsöge, om jeg kunde bringe dig i Tale med hende“. Derpaa gik Portvogteren til Hallen og fandt der ingen Mand hos hende uden to Riddere, der morede sig med at spille Brætspil, vendte saa skyndsomt tilbage og bragte Skjoldsvenden saa lönligt derind, at ingen mærkede hans Komme, og ingen spurgte, hvem han var eller hvad han vilde.
De gik begge hen til Fruen, bragte hende Svanen og gav hende den selv i Hænde. Hun tog med megen Glæde imod den, klappede den med sine blöde Hænder paa Hovedet og Halsen og fölte da Brevet, som var skjult mellem Svanens Fjædre. Derpaa gik hun til sin Loftsal, lod Svanen bringe did, kaldte en af sine Möer til sig, löste Brevet og bröd Seglet og fandt nu at det förste Ord var fra hendes Elsker
