Side:Strenglege eller Sangenes bog. Oversat fra oldnorsk af H. Winter-Hjelm (IA WinterHjelmStrenglegeEllerSangenesBog).pdf/117

106

Guruns Sang.

Da det blev Kongen sagt, at hans Frænde var saaret, gjorde det ham meget ondt, han var saare ilde tilfreds dermed og meget forbitret paa sine Uvenner; derfor lod han sine Folk vende sig mod dem og dræbte over tre hundrede, end flere bleve fangne; da begyndte de at flygte saa fort, de kunde; men Kongen vilde ikke forfölge dem videre op i Landet, fordi han var bange for, at de i Skoven havde mere Mandskab i Baghold; derfor böd han sine Mænd at vende om. Derpaa red han hen for at se til sin Frænde og gav ham en god Læge, som snart helbredede ham. Da Möen, som elskede ham saa höjt, spurgte og fik at vide, hvorledes det var gaat ham, frygtede hun for aldrig mere at faa ham at se; hun var derover saa bedrövet, at hun var nær ved at briste af Sorg. Saa kaldte hun paa Dvergen og sagde: „gaa hurtigt til min Elsker og spörg ham, om han kan vænte at beholde Livet, og bed ham sende mig Bud, hvis han kan blive helbredet; men hvis der intet Haab er derom, da vil jeg ikke overleve ham“. — „Frue“, svarede han, „tal ikke saa; ikke bör du være saa sorgfuld; hvis denne dör, kan du jo snart faa en ny Elsker, ti ingen Kvinde bliver uden Elsker, med mindre hun er overmaade gammel“. — „Visselig er du“, sagde hun, „slem og ond, og et slet Gemyt har du; ikke har jeg saadant et Sindelag, som man kalder Vægelsind, og ikke vil jeg have det“. Da hun havde sagt dette, gik Dvergen til Guruns Herberge; straks denne saa ham, kaldte han ham til sig og spurgte ham om sin elskede. Han fortalte da, at hun Nætter og Dage var meget sorgfuld for hans Skyld. Da Gurun hörte dette, gjorde det ham meget ondt;