svært gjærne sidde hjemme, han er overordentlig mild i Gaver, men vil ikke fare til Dystridning; hvis han i sine Foretagender vilde være en Ridder, skulde han blive berömt for sin Ridderlighed; bedre er en rask Væbner end en Kryster af en Ridder; dog vil jeg ikke sige dette med Hentydning til ham“. Da lo Möen og svarede: „underligt tykkes mig dit Svar“, sagde hun, „det sömmer sig ikke, at du dadler ham, eller vil du, at han skal dræbe sig for min Skyld?“ — „Nu skjönner jeg, min Tro! tydelig“, sagde Dvergen, „at du elsker ham og fölger Harpeslagerens Raad og Tilskyndelse; det er Rufferes Skik, at der, hvor de vænte Gaver og Fordele, blande de sig gjærne i slige Sysler“. Förend de havde endt sin Samtale, kom Harpeslageren for at vide Möens Svar paa, hvad han för havde talt til hende om; han havde hört alt, hvad Dvergen sagde, og mælte derfor vred til ham: „elendige!“ raabte han, „slet intet duer du til, du er ondskabsfuld og slet og usle Bönders jammerlige Afkom; du fortjente, at jeg med min Fod skulde sparke dig saa haardt for Brystet, at du laa död deraf, du som bagtaler en saa fortræffelig Hövding, og saa skulde jeg visselig gjöre, hvis det ikke var for denne Jomfrus Skyld“ Da blev Dvergen sort af Harme og og svarede Harpeslageren, at han löj. „Ikke er jeg en ond Mand, jeg er skabt i Guds Billede, og Naturen har givet mig Forstand og Skjönsomhed, Belevenhed og god Kundskab; men du har en jammerlig Syssel og viser en ussel Opförsel“. Da sagde Möen, at de skulde holde op med sin Trætte; Harpeslageren spurgte hende da om hendes Vilje, og hun svarede ham, at hun vilde fölge hans Raad og gjöre, som ham synes.
