agtig, og forelægge dig Vilkaaret, men gaa du gjærne ind derpaa, ti anderledes kan det ikke være.
Da Svenden havde hört hendes Tale og Raad, tröstedes han meget og takkede hende; derpaa tog han Farvel med sin elskede, fór til sit Fylke og gjorde sig hurtig rede til at drage til Salernaborg; der hvilede han, talte med sin elskedes Frændkone og gav hende Brevet, som hun sendte hende. Da hun havde gjennemlæst Brevet, sagde hun, at Svenden skulde dvæle hos hende, indtil hun havde prövet hele hans Opförsel; derpaa styrkede hun ham med Lægemidler og gav ham en saadan Drik, at han aldrig kan blive udmattet eller mödig, naar han smager paa den, ti da faar han straks fuldkommen Styrke, overflödig Magt og stor Kraft. Da han havde udfört dette, drog han hjem til sit Fosterland og forvarede Drikken i et lidet Kar, som han havde med sig. Nu er Svenden tilfreds og glad. Da han var hjemkommen, dvælte han först en liden Stund i sit Fylke, fór saa til Kongen for at bede om hans Datter. Kongen negtede ham ikke sin Datter, men sagde dog, at det var en stor Dumhed og Taabelighed af Svenden. En Dag lod han da stævne til sig sine Venner for sin Datters og Svendens Skyld, som vilde forsöge at bære hende op paa Fjældet; der samledes da meget Folk for at se paa den Ting. Da den fastsatte Dag kom, var Svenden paa Stedet först af alle og glemte ikke sin Drik; paa Engen ved Seineborg samledes en stor Folkemængde. Kongen lod sin Datter komme did, hun havde ingen andre Klæder paa sig end en Særk. Svenden tog hende i sin Favn og gav hende Drikken, ti han vidste, at hun ikke vilde svige ham; men dette
7
