forfejle sin Hensigt og sin Forvæntning. Han var meget forelsket i hende, og hun i ham. Derpaa bar det saa til, at Svenden kom til sin elskede, han som var saa skjön og fortræffelig, og klagede for hende over sin Elskovskval, og sagde, at hun ikke længer skulde plage ham i Elskovs Lænker, men bad hende fölge med ham bort; ti han kunde ikke længer udholde denne Kval. Men hvis han friede til hende og hendes Fader fik deres Forstaaelse at vide, da vidste han, at Kongen elskede hende saa höjt, at han ikke vilde give ham hende til Ægte, med mindre han kunde bære hende i sin Favn op paa Fjældets Top. Da svarede Möen: „elskede“, sagde hun, „jeg véd med Vished, at du ikke kan bære mig, ti du er ikke saa stærk eller kraftig; men hvis jeg fölger dig bort, vil min Fader bestandig leve i Sorg og Smerte, vred og bedrövet. Men Gud véd, at jeg elsker ham saa höjt og har ham saa kjær, at jeg aldrig vil gjöre ham Sorg; du maa have et andet Raad, ti dette behager mig visselig ikke. Men jeg har en mægtig Frændkone med store Ejendomme i Salernaborg; hun har boet der mere end femti Vintre og er fuldkommen i al Slags Lægekunst, da hun længe har syslet med den Videnskab; hun forstaar sig paa alle Urter og Rödder. Hvis du nu vil fare til hende og bringe hende et Brev fra mig og forklare hende, hvorledes alt hænger sammen, da vil hun sörge for Resten og give dig saadanne Lægedomsurter og saadan Drik, som ville give dig megen Kraft og Styrke. Naar du saa kommer hjem igjen i dette Fylke, saa skal du fri til mig hos min Fader; han vil sige, du er barn-
